Skoler

Der har været skole i Hostrup sogn i langt over 200 år.
Den allerførste skole blev bygget i 1742, fordi den danske konge Christian VI i 1739 lavede en skolelov, der forlangte at alle børn skulle undervises i læsning og katekismus og også gerne i regning og skrivning.

Der var ikke så mange skoler ude på landet, men nu skulle der bygges, så der var skoler til alle børn. Kongen ville ikke betale for skolerne, men forlangte, at den mand, der ejede mest jord i området, skulle sørge for, at der blev oprettet en skole, men hele sognet skulle hjælpe med at betale både skolebygningen og lærerens løn.

I Hostrup sogn var det ejeren af gården Visselbjerg, der skulle tage sig af det. Det klarede han let, for han havde et hus, der stod øde i nærheden af Hostrup Kirke, så der blev der indrettet skole.

Børnene skulle gå i skole fra 1. november til 1. marts. Resten af året skulle de hjælpe til med arbejdet derhjemme. Mange af børnene havde en lang skolevej at gå. De kom fra Marbæk, Myrthue og Sjelborg.
Nogle af forældrene klagede over den lange skolevej, især over at børnene skulle over Hostrup bæk for at komme til skolehuset, der jo lå i nærheden af kirken. Der var ingen bro over bækken, kun nogle store sten til at træde på og et bræt på det dybeste sted, så børnene fik våde fødder, når de skulle til og fra skole i vintertiden.
Måske var det derfor, at skolen blev flyttet til Kokspang i 1771.

I 1814 kom der en ny skolelov. Børn skulle gå mere i skole. Der var skolepligt fra et barn var 7 år og indtil det blev konfirmeret. Ude på landet blev børnene delt i to klasser “nederste klasse”, børn fra 7-10 år og “øverste klasse”, børn fra 11-14 år.
Hver klasse skulle gå i skole tre hele dage om ugen (Man gik også i skole om lørdagen. 5 dages ugen blev først indført ved lov med virkning fra den 1 august 1970).
Der kom flere fag med: kristendom, læsning, skrivning og regning samt sang og gymnastik, hvis læreren kunne undervise i det.
Det kunne læreren i Kokspang, for i 1814 anskaffede man en springmaskine, et balance bræt og 25 favne reb til gymnastikundervisningen, der forgik på en plads ved kirken.

Læreren boede på skolen og havde, samtidig med at han var lærer, et lille landbrug.
I Kokspang hørte der 4 tønder land agerjord og to små engstykker til skolen. Læreren havde plads til en ko, et par får, et par svin og nogle høns i sin stald.
Han skulle ikke betale husleje, den var en del af hans løn; men han skulle betale skat som alle andre. En anden del af lønnen var korn, (rug og byg) og brændsel, 33 læs tørv og 4 læs lyng. Den sidste del af lønnen var penge, men læreren kunne kun lige klare sig for det, han fik.
I 1815 var der 56 familier i sognet og 59 skolepligtige børn.